Hvis du vil klage

Her kan du læse om, hvad du kan gøre, hvis du mener, at du har penge til gode, eller at en serviceaftale ikke er overholdt.


Hvordan kan jeg klage? Hvis du mener, at du har penge til gode, eller at en serviceaftale ikke er overholdt, skal du i første omgang klage til elselskabet selv.

Hvis du derefter er utilfreds med afgørelsen fra dit elselskab, kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet, som behandler klager over forbrugeraftaler om køb og levering af el, gas eller varme. Klager over dårlig service, opførsel, markedsføring eller lignende behandler ankenævnet derimod ikke.

På ankenævnets hjemmeside er der detaljeret vejledning om hvordan du gør, og du kan finde deres klageguide og klagebetingelser.

Betingelser for at klage: Før du klager til ankenævnet skal du klage skriftligt til dit selskab over afgørelsen. Hvis selskabet fastholder sin afgørelse eller ikke svarer inden for en måned, kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet. Det koster 150 kroner, som du får igen, hvis du får medhold - eller nævnet ikke kan afgøre sagen.

Du kan kun klage, hvis du er privatperson og direkte kunde til elselskabet. I nogle tilfælde kan erhvervsdrivende dog også klage, hvis forholdet til elselskabet svarer til en privatkundes.

Ved afgørelser deltager to repræsentanter fra den berørte energiart, to medlemmer udpeget af Forbrugerrådet og ankenævnets formand. Læs nærmere om rådets sammensætning på www.energianke.dk.

Hvis du derefter ikke er enig i afgørelsen, kan du få sagen bedømt af domstolene.