Faste eller variable priser?

Inden du skifter produkt eller elleverandør, er der flere ting, du bør overveje. Blandt andet om du vil følge prisernes udsving på elmarkedet, eller om du foretrækker en fast pris i en aftalt periode. Her kan du læse mere om faste og variable priser.

Faste eller variable priser?

Elleverandørerne køber det meste af strømmen på den nordiske elbørs Nordpool. Derfor afhænger din elpris af børsprisen, som kan svinge meget, da den påvirkes af fx prisen på olie, kul, naturgas, nedbørsmængder i Norden etc.

Som kunde kan du vælge mellem produkter med fast pris eller variabel pris.

Hvad skal jeg vælge?

Man kan ikke på forhånd beregne prisforskellen på produkter med variable og faste priser – akkurat ligesom det er tilfældet med flex- og fastforrentede lån. Hvad du skal vælge, er derfor op til dig selv og dit temperament.

Nogle er mest trygge ved at kende deres udgift i leveringsperioden, mens andre hellere vil følge markedets udvikling.

Faste priser:

Vælger du en fast pris, så kender du din elpris i hele leveringsperioden. Du låser prisen fast i en kortere eller længere periode. Den faste pris er baseret på elleverandørens forventning til priserne på elmarkedet

Den faste pris, som vises på Elpristavlen, er prisen du skal betale, hvis du indgår en aftale nu, også selvom skiftet til den nye leverandør – eller nye produkt – først sker på et senere tidspunkt.

Variable priser:

Vælger du en variabel pris, kan prisen variere dagligt eller med længere intervaller – alt efter hvad din aftale går ud på. Variable priser følger oftest børsprisen plus et tillæg, som leverandøren lægger oven i.

Den variable pris, som vises på Elpristavlen, er den sidst kendte pris fra elleverandøren. Da priserne varierer, kan elleverandøren ikke oplyse den nøjagtige pris, som du kommer til at betale, hvis du skifter nu.

Forsyningspligt priser:

Har du ikke skiftet produkt eller elleverandør før, så får du din strøm fra den elleveranddør, der har forsyningspligt i dit område. Deres priser skal godkendes af Energitilsynet som sikrer, at priserne afspejler markedets prisudvikling. Priserne fastsættes for et kvartal af gangen.

Prisen for forsyningspligt i dit område vises på Elpristavlen i den øverste linie. Den viste pris gælder for det kvartal, vi er i lige nu. Prisen for det næste kvartal kendes først ganske få dage før det nye kvartal starter.

Elprisens udvikling:

Ser man på udviklingen i de forskellige pristyper, så kan man se, at der er forskel på priserne. I nogle perioder har kvartalsprisen været den billigste, mens faste og variable priser har ligget lavt i andre perioder.

Man skal være opmærksom på, at låser man sin pris fast (fx 12 mdr.), så er det prisen fra denne dato, der gælder hele perioden, mens de andre pristyper varierer.

Udviklingen i elpriser kan ses i artiklen "Elprisens udvikling".